onsdag den 18. februar 2015

Livestreaming af udgravning på Niels Bugges Hald

Viborg Museum gentoptager gravningen ved Niels Bugges Hald. 

Følg med når arkæologerne fra Viborg Museum sender live fra borgstedet Niels Bugges Hald til Sct. Mathias Centeret i Viborg. 

Den 23. og 26. februar 2015 skal arkæologerne fra Viborg Museum grave ved Niels Bugges Hald.  Men det bliver ikke helt almindelige dage for arkæologerne, for man kan nemlig være med på en kigger, når Viborg Museum livestreamer fra udgravningerne direkte til en storskærm i Sct. Mathias Centret i Viborg.

Middelalderborgen kalder Sct. Mathias Centeret!
På Store Torv i Sct. Mathias Centret i dagene d. 23 og 24. februar har Viborg Museum installeret en storskærm. Her kan de forbipasserende komme i dialog med arkæologerne fra Viborg Museum ude i middelalderborgen.
”Det bliver ligesom, når man laver liveinterview på direkte tv, hvor man kan se og tale med arkæologerne i udgravningsfeltet. Kunderne i Sct. Mathias Centret kan komme forbi og stille spørgsmål til arkæologerne om udgravningen”. Sådan fortæller kommunikationsmedarbejder Trine Egelund Jensen fra Viborg Museum, der også vil være til stede i Sct. Mathias Centeret, når projektet går i luften.
Jesper Hjermind fortæller om projektet: ”Lignende formidling er ikke set før i Danmark. Vi skal trække middelalderborgene ud af glemslen og inddrage alle interesserede i den store, nye fortælling om borgene, så de atter bliver en levende del af vores kulturarv. Det her er en helt ny måde at inddrage folk på, når vi streamer live fra udgravningen på den her måde. Vi når mange flere mennesker end dem, der møder op på stedet, når vi har åbne udgravninger.  Vi er rigtig spændte og glæder os meget til at dele vores viden og forhåbentlig også nye fund til de nysgerrige i Sct. Mathias Centeret.”
kl. 10.00 til 16.00
kl.13.00 til 16.00


På Museum Østjylland i Randers er man også med på en kigger, og her kan museumsgæsterne ligeledes stille spørgsmål til arkæologerne.

Når man ikke forbi Sct. Mathias Centret, flytter projektet til Viborg Museum d. 25. og 26. februar fra kl. 13.00 - 16.00, hvor man også kan komme i kontakt med arkæologerne.

Nyskabende formidling
Det er arkæologerne Jesper Hjermind og Lars Agersnap Larsen fra Viborg Museum, der skal grave ved Niels Bugges Hald, og de håber på mange henvendelser.

Arkæologien skal ud til alle
Ideen omkring livestreaming af en arkæologisk udgravning er en del af Middelalderborge i Region Midtjylland. Her har ti kulturhistoriske museer med arkæologisk ansvar besluttet i fællesskab at bringe middelalderborgene frem i lyset. En livestreaming vil netop skabe opmærksomhed på de spændende udgravninger.

Projektet er støttet af Nordea-fonden, Region Midtjylland og Kulturstyrelsen.

Kom forbi Store torv i Sct. Mathias Centret og tal med arkæologerne fra Viborg Museum.
Den 23. og 24. februar

Kom forbi Viborg Museum og tal med arkæologerne.

Den 25. og 26. februar