Bassinet i Parken ved Hald er nu helt væk. Kun nogle brokker ligger tilbage, og inden længe er de også borte. Hermed er én epoke slut, og en ny kan begynde.
Bassinet er i forhold til parkanlægget, der er fra begyndelsen af 1700 årene, ret nyt. Der findes givetvis nulevende person, der kan huske, at der var en gang, hvor der ikke var et bassin i parken ved Hald. De vil være omkring 90 år; det er nemlig fra ca. 1943.
Mange Viborgensere - og besøgende i øvrigt - husker det som først et bassin med plaskende springvand og blomsterkummer og siden som et spejlbassin, som folks børn kunne dyppe tæerne i.
Andre kender det som en rekvisit i et af de mange Hald-spil og endelig som svømmebassin med vippe og det hele i Lotte Svensens film Max Pinlig 2- sidste skrig (2011).
 |
Trykt efter Ferdinand Richardts tegning 1859
|
Nu er bassinet væk, og mens vi venter på at det gamle gårdrum i Herregårds-Hald "reetableres" kan man læse om bassinet og dets skaber, entreprenør Kristensen i et uddrag fra Thomas Oldrup og Laura Bertrams bog Hald Hovedgaard – sted for sted (Hald Hovedgaard, 2006)
På området foran hovedbygningen og frem til det lille
stengærde, som afgrænser to planer i plænen lå fra slutningen af 1800-tallet og
frem til midten af 1900-tallet en lille have omkranset af høje buske. Det var
her godsejeren og hans familie på sommereftermiddage fik serveret te, her de
spillede kroket med gæster, og her gartneren nussede om roser og andre
prydplanter, som kunne betragtes fra havestue og pejsestue. Det var godsejerens
lille aflukkede private have.
Aflukket var en nødvendighed for godsejeren og hans familie.
For området, hvor det aflange bassin ligger i dag, fungerede som gårdsplads.
Helt frem til midten af 1900-tallet lå der en lang kostald, og gårdspladsen var
arbejdsplads for Halds karle. I perioder var der mødding og svinesti. Når der
lå kostald og mødding midt i herregårdsparken, hænger det sammen med de
tidligere hovedbygninger. Før det nuværende Hald blev bygget, lå bygningerne
nemlig centreret omkring denne gårdsplads - både stuehus og stalde. Stuehuset
blev sløjfet allerede i slutningen af 1700-tallet, men staldene blev liggende.
De lå her, før parken og den nuværende hovedbygning kom til.
Hvis man graver i græsset omkring det aflange bassin skulle
man nok nå ned til den tidligere gårdsplads. Det glæder vi os til, at der er
nogen, der gør!
Bassinet er anlagt i midten af 1940’erne af Karl Kristian Kristensen. Han
overtog Hald i marts 1944. Eller, det vil sige, han fik sin fattige far til at
købe Hald ved at forære og låne ham pengene. Faren Thomas Kristian Kristensen var
nemlig landmand, fra Vindblæs, og på det tidspunkt var det kun tilladt at
erhverve sig en landejendom, hvis man havde en baggrund som landmand i minimum
to år. Og domstolene tog det seriøst. Ejeren før Kristensen, den
opportunistiske brunkulsdirektør M. Mikkelsen, blev frataget
retten til at drive Hald efter blot at have boet her et halvt år. Han havde to
landbrugsejendomme i forvejen, men han havde ikke haft dem i to år. Han
manglede 16 dage på købstidspunktet.
Entreprenør Kristensen havde store
ambitioner og armbevægelser. Han var rig. Mistænkeligt rig. Men han holdt af at
være godsejer og bekostede forbedringer overalt på Hald.
Det var ham, som nedlagde den franske haves hække til fordel
for endnu mere græsplæne. På den bredeste af terrasserne anlagde han en
tennisbane og på det øverste niveau en lille rund havepavillon. Begge dele er
igen sløjfet, men man kan stadig se rester af pavillonens fundament i den
første terrasseskråning helt ude i det østlige hjørne. Det var også ham, som
fik muret bassinet og de to små runde havefontæner, som i dag bruges som
blomsterbede.
Der gik allerede rygter i besættelsens sidste måneder om,
hvor entreprenøren havde alle sine penge fra. Det var ikke populært at drive
handel med besættelsesmagten. Folk hviskede om, at Kristensen var værnemager: At
han havde tjent sin formue ved at arbejde for tyskerne.
Og få uger før befrielsen fik han, hvad det hviskende flertal
følte, han havde fortjent: En nat brændte nogen hans lade af. Det var dagen
efter, at det tærskede korn var kommet i hus. Al kornet stod i laden, som
brændte ned til grunden.
Retten var lidt længere tid om at dømme ham, men de var også
forbavsende hårde: I foråret 1947 dømtes „storværnemageren“ - sådan omtales han
i de lokale aviser - til ét års fængsel, en konfiskation af 1,8 mio. kroner
samt en bøde på 150.000 kroner. Hans forbrydelse var, at han i en fire måneders
periode, fra december 1942 til marts 1943, altså før han kom til Hald, havde
udført vej- og kloakarbejde for besættelsesmagten. Arbejdet havde været udført
for et beløb på 11,8 mio. kroner med en nettofortjeneste på 1,8 mio. kroner. Beløbet
kunne han naturligvis ikke betale.
Derfor måtte han – dvs. hans far, der på papiret var ejeren – overdrage Hald til Staten.
