onsdag den 5. september 2018

Bassinet i parken ved Hald




Bassinet i Parken ved Hald er nu helt væk. Kun nogle brokker ligger tilbage, og inden længe er de også borte. Hermed er én epoke slut, og en ny kan begynde.

Bassinet er i forhold til parkanlægget, der er fra begyndelsen af 1700 årene, ret nyt. Der findes givetvis nulevende person, der kan huske, at der var en gang, hvor der ikke var et bassin i parken ved Hald. De vil være omkring 90 år; det er nemlig fra ca. 1943.

Mange Viborgensere - og besøgende i øvrigt - husker det som først et bassin med plaskende springvand og blomsterkummer og siden som et spejlbassin, som folks børn kunne dyppe tæerne i.

Andre kender det som en rekvisit i et af de mange Hald-spil og endelig som svømmebassin med vippe og det hele i Lotte Svensens film Max Pinlig 2- sidste skrig (2011).

Trykt efter Ferdinand Richardts tegning 1859 

Nu er bassinet væk, og mens vi venter på at det gamle gårdrum i Herregårds-Hald "reetableres" kan man læse om bassinet og dets skaber, entreprenør Kristensen i et uddrag fra Thomas Oldrup og Laura Bertrams bog Hald Hovedgaard – sted for sted (Hald Hovedgaard, 2006)

På området foran hovedbygningen og frem til det lille stengærde, som afgrænser to planer i plænen lå fra slutningen af 1800-tallet og frem til midten af 1900-tallet en lille have omkranset af høje buske. Det var her godsejeren og hans familie på sommereftermiddage fik serveret te, her de spillede kroket med gæster, og her gartneren nussede om roser og andre prydplanter, som kunne betragtes fra havestue og pejsestue. Det var godsejerens lille aflukkede private have.
Aflukket var en nødvendighed for godsejeren og hans familie. For området, hvor det aflange bassin ligger i dag, fungerede som gårdsplads. Helt frem til midten af 1900-tallet lå der en lang kostald, og gårdspladsen var arbejdsplads for Halds karle. I perioder var der mødding og svinesti. Når der lå kostald og mødding midt i herregårdsparken, hænger det sammen med de tidligere hovedbygninger. Før det nuværende Hald blev bygget, lå bygningerne nemlig centreret omkring denne gårdsplads - både stuehus og stalde. Stuehuset blev sløjfet allerede i slutningen af 1700-tallet, men staldene blev liggende. De lå her, før parken og den nuværende hovedbygning kom til.
Hvis man graver i græsset omkring det aflange bassin skulle man nok nå ned til den tidligere gårdsplads. Det glæder vi os til, at der er nogen, der gør!

Bassinet er anlagt i midten af 1940’erne af Karl Kristian Kristensen. Han overtog Hald i marts 1944. Eller, det vil sige, han fik sin fattige far til at købe Hald ved at forære og låne ham pengene. Faren Thomas Kristian Kristensen var nemlig landmand, fra Vindblæs, og på det tidspunkt var det kun tilladt at erhverve sig en landejendom, hvis man havde en baggrund som landmand i minimum to år. Og domstolene tog det seriøst. Ejeren før Kristensen, den opportunistiske brunkulsdirektør M. Mikkelsen, blev frataget retten til at drive Hald efter blot at have boet her et halvt år. Han havde to landbrugsejendomme i forvejen, men han havde ikke haft dem i to år. Han manglede 16 dage på købstids­punktet.

Entreprenør Kristensen havde store ambitioner og armbevægelser. Han var rig. Mistænkeligt rig. Men han holdt af at være godsejer og bekostede forbedringer overalt på Hald.
Det var ham, som nedlagde den franske haves hække til fordel for endnu mere græsplæne. På den bredeste af terrasserne anlagde han en tennisbane og på det øverste niveau en lille rund havepavillon. Begge dele er igen sløjfet, men man kan stadig se rester af pavillonens fundament i den første terrasseskråning helt ude i det østlige hjørne. Det var også ham, som fik muret bassinet og de to små runde havefontæner, som i dag bruges som blomsterbede.

Der gik allerede rygter i besættelsens sidste måneder om, hvor entreprenøren havde alle sine penge fra. Det var ikke populært at drive handel med besættelsesmagten. Folk hviskede om, at Kristensen var værnemager: At han havde tjent sin formue ved at arbejde for tyskerne.
Og få uger før befrielsen fik han, hvad det hviskende flertal følte, han havde fortjent: En nat brændte nogen hans lade af. Det var dagen efter, at det tærskede korn var kommet i hus. Al kornet stod i laden, som brændte ned til grunden.

Retten var lidt længere tid om at dømme ham, men de var også forbavsende hårde: I foråret 1947 dømtes „storværnemageren“ - sådan omtales han i de lokale aviser - til ét års fængsel, en konfiskation af 1,8 mio. kroner samt en bøde på 150.000 kroner. Hans forbrydelse var, at han i en fire måneders periode, fra december 1942 til marts 1943, altså før han kom til Hald, havde udført vej- og kloakarbejde for besættelsesmagten. Arbejdet havde været udført for et beløb på 11,8 mio. kroner med en nettofortjeneste på 1,8 mio. kroner. Beløbet kunne han naturligvis ikke betale.

Derfor måtte han – dvs. hans far, der på papiret var ejeren – overdrage Hald til Staten.


tirsdag den 12. juni 2018

Referat af generalforsamling 2018


Referat af generalforsamling 23. maj 2018 kl. 17.00 – 19.00 på Hald Hovedgaard.

Referent: Jens Frydendal

Der deltog godt 35 medlemmer.

1. Valg af dirigent
Mogens Ditlev blev valgt som dirigent, og han kunne konstatere at mødet på alle måder var lovligt indkaldt.

2. Formandens beretning om foreningens virke i det forløbne år
Jesper Hjermind fremlagde følgende beretning:

Rigtig hjertelig velkommen til Foreningen De fem Halders generalforsamling 2018. Punktet her hedder som oftest formandens beretning, men det er jo i virkeligheden hele bestyrelsens beretning. Derfor vil to af  punkterne i beretningen blive fremlagt af henholdsvis Jens Frydendal og Vibe Winckles.

Bestyrelsesmøder m.v.
Bestyrelsen har i det forgangne år holdt fire meget livlige bestyrelsesmøder, hvor der har været en del gengangere blandt punkterne på dagsordenen, såsom de De Fem Halder, foreningens og Halds fremtid.

Som et dagligt, praktisk bindeled mellem projektet De fem Halder og det vindende arkitektfirma Erik Brandt Dam er nedsat den såkaldte bygherregruppe, der mødes ca. en gang om måneden. Centerleder Peter Q. Rannes er foreningens repræsentant i bygherregruppen, mens Jesper Hjermind repræsenterer Viborg Kommune og Viborg Museum.

Da Inge Bak, daværende direktør for Viborg Innovationsfond, skiftede job, ønskede hun at udtræde af bestyrelsen og suppleanten Karen Elisabet Stub trådte ind som ordinært medlem.

Undertegnede/Jesper Hjermind har holdt foredrag om Halderne i forbindelse med Hald Eges 100 års jubilæum i efteråret fortalte og i dette forår i Det Kongelige Nordiske Oldskriftsselskab i København, til Middelaldertræf på Moesgaard og til Magt, Borg og Landskabs generalforsamling i Nyborg, så de spændende resultater, når vidt ud til interesserede og forskere.

Afholdte medlemsarrangementer
Foreningen De fem Halder arrangerede sammen med Hald Hovedgaard julestue første søndag i december med to små fortællinger fra Halds lange historie. Peter Q. Rannes fortalte om familien Arkner og rockgruppen Rolling Stones og undertegnede om den norske skibsreder og gullaschbaron Steen Gibelhausen, der ejede Hald fra 1919 – 1922. Han blev myrdet 1941 i Riga af den sovjetrussiske efterretningstjeneste NKVD.

De populære søndagsbrunchture gennemførtes indtil videre for sidste gang 2. juledag 2017, da Niels Bugges Kro som bekendt gik konkurs først på året. Det vil være oplagt at genoptage turene, de er eftertragtede og bliver hurtigt udsolgt. Turene gennemføres i en hyggelig og sjov atmosfære.

Sidste sommer 17. august var der medlemstur til de arkæologiske udgravninger på Hald Slot for ca. 30 medlemmer, hvor vi sluttede af med en velgrillet pølse, øl og vand.

17. april i år var der guidet tur med arkitekt Erik Brandt Dam og skovridder Peter Brostrøm, der begge fortalte om planerne for projektet De fem Halder. En spændende tur, hvor deltagerne blev ført ind i Erik Brandt Dams tanker og idéer bag den endelige udformning af det vindende projekt. Turen faldt efter der havde været en del medieomtale af træfældninger bl.a. ved Gammel Hald, hvor der udspandt sig en livlig diskussion for og imod fældning af træerne.

Foreningen har sammen med museet gennemført den første af tre planlagte Gummistøvleture, som var en stor succes. Tanken var, at turene nok ville blive gennemført i søle og mudder fra store entreprenørmaskiner, hvorfor vi opfordrede fok til at tage gummistøvler på.
Første tur 15. maj gennemførtes i strålende solskin og i sandaler, så måske vi skal skifte navn på turene? Vi startede kl. 17 og gik rundt og så på de anlægsarbejder, der er sket ved Hald Hovedgaard og videre ud på Hald Slot, hvor museet havde åbnet to nye udgravningsfelter. Vi var tilbage ved Naturskolen igen efter en god times tid. Der gennemføres yderligere ture 12. juni og 14. august.

Som det fremgår af den udsendte dagsorden, udtræder jeg nu af bestyrelsen. Det er ganske udramatisk - jeg har simpelthen for travlt med arkæologien på De Fem Halder og andre tidsrøvende projekter. Det har været både konstruktivt, spændende og sjovt at være en del af bestyrelsen i De fem Halder. Så når vi om lidt skal vælge nye bestyrelsesmedlemmer, kan i trygt stille op.

Forventningsafstemningsseminar - "Hvordan fungerer Hald i 2020?"
Jens Frydendal fortalte, at Foreningen De fem Halder jo kunne siges at have udspillet sin oprindelige rolle eftersom gennemførelse af projektet er i gode hænder hos Naturstyrelsen, Slots- og kulturstyrelsen og Viborg Kommune. Imidlertid har vi påtaget os en ny rolle som dem der forsøger at sikre at området også efter projektets afslutning bliver passet og udviklet på en god måde.
Med det sigte inviterede vi i januar i år en lang række interessenter til et Forventningsafstemningsseminar.
Deltageren var foruden foreningen, Naturstyrelsen, Viborg Kommunen, Hald Hovedgaard, Naturskolen, Niels Bugges Kro, Visit Viborg og Viborg Museum. Hver af disse interessenter fremlagde deres tanker om den fremtidige pasning, vedligeholdelse og udvikling efter projektafslutning. Det kom der en god meningsudveksling ud af, og tanken er at seminaret skal følges op at et nyt møde senere på året.

Pavillonerne i Parken
Vibe Winckles skitserede planer for hvordan pavillonerne kan indrettes med et køkken i den  ene pavillon og en ”folkestue” i den anden. Hvis disse planer gennemføres kan  pavillonerne bruges i forbindelse med mange arrangementer på Hald.

3. Fremlæggelse af den reviderede årsrapport til godkendelse
Peter Q. Rannes fremlagde det reviderede regnskab, som viser at foreningen i 2017 har haft indtægter på 17.027 kr. og udgifter på 29.748 kr. Foreningens formue var ved årsskiftet 418.846 kr.
Regnskabet blev godkendt uden videre kommentarer.

4. Fastsættelse af kontingent for det kommende år
Kontingentet blev uændret: 100 kr. for enkelt medlemmer og 500 kr. for virksomheder og organisationer. Der er ikke nogen ægtefællerabat.

5. Behandling af indkomne forslag -  dem var der ingen af!

6. Valg til bestyrelsen
Jesper Hjermind ønsker at udtræde af bestyrelsen, Charlotte Kastbjerg, Peter Q. Rannes og Karen Elisabeth Stub er alle på valg. Charlotte og Karen Elisabeth genopstillede ikke.

Ud over Peter Q. Rannes blev følgende kandidater foreslået: Mogens Ditlev, Torben Brandt, Ole Madsen og Karen Lintrup.

Stemmetallen fordelte sig således:
Peter Q. Rannes  27 stemmer
Karen Lintrup  25       -
Mogens Ditlev 24       -
Torben Brandt  20       -
Ole Madsen  17       -

Peter, Karen, Mogens og Torben blev således valgt til bestyrelsen for en to-årig periode.

7. Valg af suppleant til bestyrelsen
Ole Madsen blev valgt som suppleant for en et-årig periode.
Det blev foreslået at bestyrelsen ved sin konstitution overvejede at lade suppleanten indgå i bestyrelsesarbejdet uden stemmeret.

8. Valg af revisorer
Niels Ole Nobber blev valgt som ny revisor efter Erling Greve Kristensen, som ikke ønskede at genopstille.
Henning Ringgaard Lauridsen blev valgt som revisorsuppleant.

9. Eventuelt.
Jens Frydendal takket på bestyrelsens vegne både den afgåede formand Jesper Hjermind og de afgående bestyrelsesmedlemmer Charlotte Kastbjerg og Karen Elisabeth Stub for et godt og fornøjeligt samarbejde i bestyrelsen.

Efter generalforsamlingen viste Peter Q. Rannes billeder fra en studietur, som projektgruppen vedr. Projektet De Fem Halder havde foretaget til England. Billederne illustrerede forskellige seværdigheders arbejde med skiltning og frivilligt arbejde.
Endvidere fremlagde Peter nedenstående oversigt over arbejdsopgaver fordelt på en basismodel, en standardmodel og en luksusmodel.


Skovrider Peter Brostrøm redegjorde herefter for sine overvejelser omkring driften af De fem Hald'er, når hele projektet er gennemført.

Hovedpunkterne i Peter Brostrøms overvejelser var:
  • Hvis Naturstyrelsen skal varetage al vedligeholdelse mm. Vil man næppe strække sig længere end til basismodellen i Peter Q. Rannes' skema.
  • Skal Hald udvikle sig til noget mere visionært, skal der andre aktører på banen. Det kunne være Viborg Kommune eller foreningen De fem Halder.
  • Naturstyrelsen kunne overdrage driften af de Fem Hald'er til en organisation med simple rammer, for hvad der må laves. Et meget frit spillerum med respekt for området.
  • En sådan organisation kunne skabe indtægtsdækkende aktiviteter i form af arrangementer og salg af kaffe m.v.
  • Indtægterne kunne være med til at finansiere driften, uden at der bliver tale om egentlig kommerciel drift.
  • Der bliver ikke tale om at kræve entre for at besøge Hald.
  • Hald-området skal være et rum for børn og unge.
  • Hvis drift mm skal baseres på frivillige må man gøre sig klart, at der ikke kan laves nogen bindende kontrakt med frivillige. De kan tillade sig at kaste tøjlerne når som helst.
  • Frivillige-grupper er en social ting for deltagerne.
  • Foreningen De fem Halder bør overveje sin rolle og måske lave en alternativ organisering med inddragelse af andre aktører: Rollespilfolk, animationsfolk og lignende grupper.

En kort efterfølgende diskussion kom ind på følgende emner:
  • Vigtigheden af at der var ansatte til at styre den frivillige indsats.
  • Definering af konkrete opgaver for frivillige blev efterlyst.

Efter generalforsamlingen var der middag. 




tirsdag den 20. marts 2018

Offentlig tur med arkitekt Erik Brandt Dam



Tirsdag den 17. april 2018 kl. 17-19

Arkitekt Erik Brandt Dam blev med sit team i september 2016 valgt til stå i spidsen for nytænkningen af formidlingen af De fem Halder.

Siden er der blevet arbejde intenst på at udvikle og præcisere vinderprojektet, der i sit udgangspunkt kun var en forslagsskitse.

De først forandringer er allerede sket i området omkring Hald Hovedgaard, og denne april-aften vil Erik Brandt Dam selv vise rundt og fortælle om, hvad planerne for området er og hvilke tanker og ideer, der ligger bag dem.

Skovfoged og projektleder Steen Bonne Rasmussen og skovrider Peter Brostrøm fra Naturstyrelsen Kronjylland deltager i turen, og vil kunne svare på spørgsmål om naturbeskyttelse, fredninger, evt. træfældninger m.v. ifm. projektet.

Turen er gratis.

Tilmelding ikke nødvendig.

Vi mødes foran Hald-laden kl. 17.

tirsdag den 6. februar 2018

Brunchtur til De Fem Halder


TUREN ER DESVÆRRE AFLYST

Så er der planlagt endnu en af de populære brunchture til De fem Halder; turen foregår søndag den 25. marts 2018 kl. 9.30.

Turen er ikke blevet annonceret noget sted endnu og medlemmer af foreningen De fem Halder (og andre der læser dette), får hermed et forspring til at købe billetter til arrangementet, som først annonceres i uger 8.

Læg mærke til at billetter købes enten online her: https://www.visitviborg.dk/booking/26808

eller ved at henvende sig til Viborg Stifts Folkeblad, som det er angivet i annoncen her under: